Page 7 - Tankebrev 3 2017

Reformationskantaterne og – digtene er skrevet med samme forståelsesramme og et tilsvarende dobbeltperspektiv som middelalderromanerne. Martin Luther (1483-1546) & Hans Tausen (1494-1561) Forud for reformationen var gået en periode med kirkeligt forfald. Det religiø-se liv var blevet holdt i stadig strammere tøjler af en pavemagt, der havde holdt både Guds Ord (”det levende Ord”, dy-best set Jesus Kristus) og de kristne som gidsler i et religiøst og politisk-økono-misk magtspil, der havde efterladt kirken i en tilstand af opløsning, der svarede til Danmarks tilstand efter Knud Lavards død. Ligesom Valdemar den store og hans mænd fik reddet Danmark, fik Martin Lu-ther og de øvrige reformatorer, deriblandt Hans Tausen, reddet kirken. Reformati-onskantaterne og -sangene syner ikke meget ved siden af de historiske digte og romaner, men strukturen og det fremad-rettede perspektiv er det samme. Signal-ordene fra indledningen til Waldemar den Store og hans Mænd går igen i reformati-onsdigtene: død overfor liv, mørke over-for lys, fald, brøde og udslettelse overfor befrielse og frihed. Ingemann skriver om middelalde-rens dunkle celle med dens klosterlov og klosterskygge, og han skriver om ordets og livets – det levende Ords! – befrielse herfra. Samtidig tænker han på sin egen samtids, på oplysningstidens og rationa-lismens udtørring af kristendommen og udskiftning af troen på Gud og hans vilje og kærlighed til mennesker med menne-skets tro på sig selv og sine egne mulig-heder. Ligesom Reformationen befriede kirken og Guds ord for pavedømmets åndelige åg, skulle kirken og Guds ord på Ingemanns tid befries for oplysningsti-dens og rationalismens åndelige åg i skikkelse af det eksegetiske pavedømme, sådan som N. F. S. Grundtvig formulere-de hans og Ingemanns fælles projekt. Som Luther og Tausen havde været rednings-mændene, befrierne, de ”store Aander, som over Jord / Med Frelsens evige Ban-ner foer” i begyndelsen af det 16. århund-rede, sådan var det nu i begyndelsen af det 19. århundrede ham selv og hans go-de ven N.F.S. Grundtvig, der var ”Aan-dekæmper[ne] i Herrens strid”. Som det havde været (Luthers og) Hans Tausens opgave at … ryste Sjælen og vække Aanden! [og] styrke Hjertet og ruste Haanden Til dansk og stor og til herlig Iid, Til Danmarks Frelse i Nødens Tid! (s. 375) Peder Palladius (1503-1560) - en af de øvrige reformatorer